Sådan kommer du til Bornholm og rundt på solskinsøen

Bornholmerflyet

DAT flyver over 100 gange om ugen mellem København og Bornholm. Rejsetiden er 40 minutter og priserne er gunstige. Kastrup er dog en plage, det er dog utroligt, hvad folk skal finde sig i der! Lykkelige er de, som kan stå på i Karup eller Aalborg.

Gråhundbussen linie 866

Linje 866 udgår fra Hovedbanen i København.Stoppestedet er placeret i Bernstorffsgade - overfor Tivoli (ved Hotel Plaza). Bornholmerbussen kører via Øresundsbroen til Ystad, hvor bussen mødes med færgen til Bornholm. Bus og færge udveksler passagerer, idet bussen IKKE overføres til Bornholm. Køretiden mellem København og Ystad er ca. 70 minutter. Sejltiden over Østersøen varer normalt ca. 5 kvarter.

Bornholmslinjen (færge)

Overfarten tager 5 kvarter på Rønne-Ystad ruten. På hverdage sejles fra klokken 6.30 og med op til 4 daglige afgange hver vej. I højsæsonen (jun.-sep.) er der op til 8 daglige afgange hver vej. Sejler du via Rønne-Køge ruten er sejltiden 5 timer og 30 minutter, der er 1 overfart om dagen fra henholdsvis Rønne og Køge. Det århusianske færgeselskab skuffer meget, når man er vant til det gamle færgeselskab. Men du har ikke andre muligheder.

Bus 700

Rute 700 har stoppesteder rundt på øen, og kører med ombord på færgen. Bussen kører desuden til sygehusene i hele hovedstadsområdet. Stoppestedet i København er DGI byen, Ingerslevsgade - ved turistbusserne 150 meter fra Københavns Hovedbanegård

Kombardoexpressen (bus)

Bussen kører ombord på færgen. Stoppestedet i København er DGI byen, Ingerslevsgade - ved turistbusserne 150 meter fra Københavns Hovedbanegård På Bornholm holder bussen ved Destination Bornholm, Nordre Kystvej 3. De har den dårligste hjemmeside, fang det der omhandler bussen til Bornholm på de billeder, der fiser forbi.

DSB

Politikerne har nedlagt IC-Bornholm, der var den hurtigste og mest miljøvenlige forbindelse mellem København og Rønne. Der kører tog, men du skal skifte, det gør det jo ikke nemmere for folk med cykler, gangstativer osv. Først skal du med DSB Øresundstog til Sverige. På Malmø C, Hyllie eller Triangeln skifter du til det svenske Pågatåg, der kører resten af vejen til Ystad. I Ystad skifter du til færgen til Rønne. Din billet er gyldig på hele rejsen til Rønne.

Kom rundt på Bornholm med bus

Kontantbilletter kan købes i bussen med menneskepenge, kort og mobil. På kortsalgstederne kan man købe kort der gælder i 1 eller 7 dage.